ARTIKEL

De rigtige strømper til de rigtige sko

Sko og strømper skal passe sammen

Når børnene har brug for nye strømper, køber vi ofte bomuldsstrømper pr. automatik. Men kigger man på materialets egenskaber, er det ikke et godt valg, når dit barn skal i vinterstøvlerne ...

Det er ikke alle, der ved det, men dit barns strømper er afgørende for, hvor meget dit barn får ud af sine vinterstøvler. Hvis støvlerne holder på varmen og leder fugt væk fra foden, men strømperne gør det modsatte – så er resultatet våde, kolde fødder. Derfor giver det mening at give strømperne et par tanker med på vejen, når du køber vinterstøvler.

Kort sagt

Når dit barn trækker i vinterstøvlerne, er det bedst at kombinere med strømper i blandingsmaterialerne uld/syntet. Bomuldsstrømper er kun gode i sko, hvor dit barn ikke risikerer at få det for varmt.

Bomuld er fint sommer og forår

Der er kæmpe forskel på tekstilers egenskaber. En stor procentdel af de flestes klædeskab består af bomuldstekstiler, og bomuld har mange positive egenskaber. Det føles behageligt mod huden og har en dejlig lethed, der fungerer godt i sommerhalvåret.

Vælg uld og syntet efterår og vinter

Men i vinterhalvåret kommer bomuldens egenskaber til kort. Bomuld holder ikke lige så effektivt på varmen som andre tekstiler. Og i de tilfælde, hvor vi får det for varmt, leder bomuld ikke fugten effektivt væk fra huden. Bomuld holder på fugten med det resultat, at fødderne afkøles. Af samme årsag undgår de fleste også bomuld, når de dyrker motion. Her fungerer forskellige svedtransporterende materialer bedre.

Strømper i blandingsmaterialer til tex-støvler

Lige som vinterstøvlerne helst skal være isolerende og svedtransporterende, skal strømperne også kunne holde på varmen og lede fugten væk fra foden. Og her kan uld og syntet noget, bomulden ikke kan.

Uld kan absorbere store mængder fugt uden at virke fugtig, og uden at miste evnen til at isolere. Derudover har uld den fordel, at det er naturligt bakteriedræbende og derfor ikke på samme måde kommer til at lugte dårligt som et par bomuldstrømper.

Syntet – som for eksempel polyester – leder fugten væk fra foden og ud i støvlen. Det er effektivt, hvis dit barn har åndbare støvler, eksempelvis støvler med tex-membran og de fleste læderstøvler. Disse kan nemlig lede fugten videre ud af støvlen.