10 sjove fodlege
Det kan være både sjovt og hyggeligt at træne fødderne – og så er det også rigtig sundt efter en lang dag i sko og strømper. Derfor har vi samlet 10 sjove fodlege til dig og dit barn...
Med de rigtige sko og en masse tid med bare fødder eller i strømpesokker vil de fleste børnefødder udvikle sig, som de skal. Alligevel kan det være sundt for fødderne med lidt ekstra opmærksomhed indimellem. Her er fodlege en god idé, fortæller fysioterapeut Sanne Kofod.
”De fleste børn bruger deres krop – og dermed også deres fødder – på en sund og varieret måde. Særligt i de kolde måneder kan fødderne dog være længe i skoene, så der kan det være godt at have lidt ekstra fokus på dem”.
Derfor har hun givet sit bud på en række fodlege, der er både sjove og sunde for de små og lidt større fødder, så forældre kan med fordel lege med. På den måde får I en hyggelig og sjov stund sammen, samtidig med at motorikken og muskulaturen styrkes.
Så slip fødderne fri af sko og strømper – og sæt i gang...
10 sjove lege
- Saml blyanter op
Læg nogle blyanter på gulvet, saml dem op med tæerne og læg dem i en kasse. Skal det være en anelse sværere, kan kassen stilles lidt væk, så dit barn skal hoppe på det andet ben hen til kassen. På den måde træner du også den anden fod. Husk at skifte ben, så tæerne på begge fødder trænes. Gentag eventuelt øvelsen med andre ting som små kugler, klude eller lignende.
- Krøl papir sammen
Læg et par stykker papir på gulvet og se, hvem der først kan krølle det sammen med tæerne.
- Gakkede gangarter...
Gå på alt andet end fodsålen. Gå skiftevis på tæerne, hælene, yder- og indersiden af fødderne. En sjov og enkel leg til børn i alle aldre.
- Balancér på luftmadras
Har I en luftpude, luftmadras eller (sammenrullet) træningsmåtte, er det rigtig god træning for fødder og ankler bare at stå på dem. Skal det være lidt sværere, kan I også balancere med lukkede øjne eller lægge nogle ting foran madrassen/puden, som skal samles op og måske kastes videre – med hænder eller fødder, afhængigt af hvor svært det skal være. Sørg for at dit barn lander blødt, hvis uheldet er ude.
- Hop hop hop
Det er også rigtig god træning for fødderne at hoppe – både op eller ned fra ting, i hinkerude eller på trampolin. Er dit barn for lille til at hoppe på trampolin, er det også god træning bare at gå på den, eventuelt med far eller mor i hånden.
- Linedanser
Lad dit barn gå på line på et stykke malertape. Du kan lave en kort, lige linje eller lave lange baner med sving.
- Tegninger
Det er rigtig god træning for fødderne at tegne med dem. Samtidigt kan det være spændende for dit barn at opleve, hvor svært det er, når nu det går så let med hænderne. Glæd jer til en masse skønne, sjove tegninger.
- Jorden er giftig
Lav baner på gulvet af forskellige ting, som I skal gå på. I kan også lege ’Jorden er giftig’, hvor I skal hoppe fra den ene til den anden af de ting, I har lagt på gulvet. En tredje udgave af legen er, at dit barn får bind for øjnene og går rundt på banen med dig i hånden. Det udfordrer fødderne lidt ekstra, at man ikke kan se, hvad man træder på. Det er en god idé at lave lidt afveksling i de ting, dit barn skal gå på, så der for eksempel både er høje/lave, bløde/hårde, store/små ting at træde på.
- Kan du gætte, hvad det er?
Giv dit barn bind for øjnene og placér forskellige ting på gulvet. Nu skal dit barn med fødderne føle sig frem til, hvad tingene er. Det er ikke helt så nemt som med hænderne...
- Pak lidt lækkerier op med tæerne
Som en dejlig afslutning på de forskellige lege, kan I se, om I kan pakke et stykke slik eller andet lækkert op med fødderne. En svær øvelse, men måske vil dit barn også være ekstra motiveret for, at det lykkes?