Hvad er god pasform?

God pasform er et udtryk, man støder på overalt, når man læser om børnesko, og det er, fordi det er en vigtig forudsætning for, at dit barns fødder udvikler sig naturligt. Dog kan du ikke være sikker på, at sko med ’god pasform’ er gode for dit barns fødder ...

KORT SAGT
KORT SAGT

Det er ikke nok, at sko har ’god pasform’. De skal også passe til dit barns fødder.

Sanne Kofod

Fysioterapeut

Et godt udgangspunkt

Alle forældre ønsker det bedste for deres børn – og derfor også for deres børns fødder – fødderne skal jo holde resten af livet. Fordi børn har sko på en stor del af tiden og går rigtig meget hver dag, afhænger deres fødders udvikling også af det fodtøj, de går i. Derfor er det altid betryggende at høre eller læse om en sko, at den har god pasform.

Men hvad skal der egentlig til, før man kan sige, at en sko har ’god pasform’? Og er en sko med god pasform god for alle fødder?

- ’God pasform’ er egentlig bare et godt og nødvendigt udgangspunkt; men der findes ikke én sko, der fungerer til alle børnefødder. Børns fødder er så forskellige, at det er umuligt at finde én sko, der både kan rumme de smalle og de brede, dem med høj eller lav vrist, forklarer fysioterapeut Sanne Kofod.



Hvad betyder god pasform?

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det så overhovedet giver mening at tale om ’god pasform’. Det mener Sanne Kofod dog sagtens man kan. For selvom børnefødder er forskellige, er der også mange ligheder, og det er dem, den gode pasform kan tage højde for.

- Når en sko har en såkaldt ’god pasform’ vil det sige, at skoen har en form, der følger føddernes naturlige form. Skoene har en lige inderside, og der er plads til, at tæerne kan sidde i lige forlængelse af fodrodsknoglerne og ikke bliver skubbet ind mod hinanden. Skoene skal sidde til uden at klemme, og der skal være luft omkring tæerne.

 

Ingen svangstøtte

Når man taler om ’god pasform’ er der nogle, der tror, det også betyder, at skoene skal have svangstøtte. Men det er ikke helt rigtigt. Små børn er naturligt ’platfodede’, og det skal der ikke gøres noget ved, tværtimod, forklarer Sanne Kofod.

- Små børns fødder er også bløde indeni. De har en fedtpude under svangen, og deres knogler består hovedsageligt af brusk. Deres sener og muskler er ikke færdigudviklede, og alt det til sammen gør, at børnefødder kan have et ’platfodet’ udseende. I takt med at barnet vokser og bruger fødderne, udvikles de muskler og sener, som skal holde barnets fod på plads, og fedtpuden forsvinder. Hvis man giver barnet sko med svangstøtte, vil det forstyrre det naturlige gangmønster. Skoene kan godt have en trædeflade, der følger fodens form, men ikke en decideret svangstøtte.



De rigtige sko til dit barn

Selvom man ved, hvad det kræver, for at en sko sidder ordentligt på foden, er det ikke ensbetydende med, at det er nemt at købe de rigtige sko til sit barn, uddyber Sanne Kofod.

- Det er svært at læse sig til, hvilken sko der passer til ens barns fødder, og som forælder kan det også være svært selv at vurdere, når skoene kommer på. Det bedste er at tage i en skobutik, hvor personalet er uddannet i børnesko og -fødder.

Fandt du artiklen interessant?

Tilmeld dig Skoringen Børneunivers og få masser af viden, inspiration og gode råd lige ned i din indbakke.




Læs også: