
Sko fra 0-12 år
De første sko - Sko 6 mdr.
Jo mindre foden er, desto mindre skal barnet have sko på. Spædbarnet bruger næsten fødderne ligeså meget som hænderne til at gribe og sanse med. Derfor er det vigtigt, at barnets fod kan bevæge sig så frit som muligt. En blød strømpe eller sokker med gummidupper på sålen er bedst. Og hvis det ikke er for koldt, er det allerbedste, at barnet har bare tæer. Bare tæer gør at barnet kan udvikle sin balance og blive sikker i sine bevægelser.
8-10 mdr.
Når barnet begynder at bevæge sig rundt, er en kravlestøvle det bedste, hvis det er for koldt til bare tæer. Kravlestøvlen giver bevægelighed men er kraftigere end en sok og beskytter derfor også de små fusser, når barnet slippes fri på alle fire.
11-13 mdr.
Når barnet begynder at rejse sig og tage de første skridt, er det tid til de første sko. De fleste børn lærer at gå selvstændigt når de er 11-15 mdr. Det er ekstremt vigtigt at fødderne har god plads og optimal bevægelighed. Derfor kan du vente med at købe de første sko til barnet kan gå uden støtte. Det bedste fodtøj næst efter bare tæer, er en babystøvle, der er blød og føjelig. De første rigtige sko skal helst kun bruges når barnet er udenfor. Indenfor er sokker og bare tæer stadig det bedste.
13 mdr. - 2 år
Hos børn i 1-2 års alderen kan foden vokse 2 cm. på et år. Barnet bevæger sig meget - og fødderne udvikler sig konstant. Derfor er det vigtigt jævnligt at være opmærksom på, om barnets sko passer. Skoene skal være 15 mm længere end foden. De 8 mm er til for at sikre, at foden passer til skoens runding, så fødderne kan bevæge sig frit. De 7 mm er til at vokse i.
Sko til indebrug
Der er ikke grund til at have sko på inden for, hvis det er
varmt nok.
Hvis barnet er stort nok til at gå med sko, skal hjemmeskoene
sidde godt på foden og ikke slubre eller køre rundt på foden så
tæerne skal krummes for at få skoen med. De må heller ikke være så
stive, at foden kommer til at bevæge sig helt unaturligt. Indtil
barnet er 2 til 3 år, er en varm skridsikker sok den bedste
hjemmesko.
Sko 2 - 5 år
Når barnet er 2-3 år vokser fødderne op til 1,5 cm om året - ofte i ryk. De første 3 år vokser foden 2-3 skostørrelser. Samtidig er det helt individuelt, om foden er smal eller bred, lang eller kort. Derfor er tabeller og størrelsesguider kun vejledende. Barnet begynder samtidig at blive mere bevidst om smag og valg. Derfor er det meget vigtigt, at fornuft og funktion kommer før farver og figurer. Men der findes rigtig mange børnesko, som både er sunde og festlige.
Sko 6-12 år
Et rigtigt legebarn - sådan er de fleste. De udforsker, løber,
hopper, tonser og triller. Fødderne vokser stadigt i ryk. Indtil
11-års alderen vokser foden ca. 1,5 skostørrelse om året. Men foden
er blevet stærkere, og derfor er der også mere slid på skoene end
tidligere. Skoene skal ikke længere kun undersøges i størrelsen,
også sålen skal tjekkes for slid, og skoen skal stadig støtte foden
godt.
Det er også i denne alder, at barnet for alvor bliver bevidst om
mode og udseende. Og det er også her at barnet er med til at
bestemme sko og tøj. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet får lov
til at udvikle en sund opfattelse af sig selv. Men høje hæle og
plateausåler til små piger er ikke sundt.































