
Barnets fod
Sjov fodleg
Både dig og dit barn kan styrke motorikken med en leg, hvor I
skal samle blyanter og småting op med tæerne. I kan også lege, at I
skal se, hvem der først kan krølle et stykke papir med tæerne. Det
er en rigtig god øvelse, der forebygger fodlidelser, giver en sund
balance og en god holdning.
Fodgymnastik
1. Bøj/knyt tæerne ind under foden. Hold bevægelsen 5-10 sekunder
og slap af. Gentag flere gange, mens du/I skifter mellem højre og
venstre fod.
2. Spred tæerne alt hvad du/I kan. Hold bevægelsen 5-10 sekunder
og slap af. Gentag flere gange, mens du/I skifter mellem højre og
venstre fod.
3. Gå en tur. Mens du/I går, går du/I skiftevis på tæerne, hælene,
på yder- og indersiden af fødderne.
4. Slå let foden i gulvet, skiftevis med hæl- og tåbevægelser.
Bevæg herefter anklerne i cirkler med og mod urets retning.
5. Massér fødderne med en tennisbold ved at lade fødderne rulle
henover bolden.
6. Støt hinanden mens I balancerer på en større bold.
7. Saml ting op med tæerne - børnenes legetøj, kuglepenne, bolde
etc. Lav aftaler om, at det er forbudt at bruge hænderne f.eks. når
I rydder op.
8. Spil bold med fødderne - kast/skub bolden til din "medspiller"
med fødderne og fang den igen på samme måde.
Fodens opbygning
Fødderne har væsentlig betydning for udviklingen af barnets krop og balance. En fod består af 26 knogler. Bagerst sidder hælbenet, rullebenet og forfodsknoglerne, som bærer den største del af kropsvægten. Forrest sidder tåknoglerne og mellemfodsknoglerne, der bærer en 1/3 af kroppens vægt.
Tværs over foden og på fodens inderside danner ledbånd og muskler
to fodbuer. Det er dem, der er vigtige for fodens bæreevne og
affjedring. Når alle tæerne sidder som en fin vifte med mellemrum
mellem tæerne, og når storetåen peger lige frem, fungerer musklerne
som de skal.
Hvis de fine muskler og ledbånd i foden bliver svækket, kan
knoglerne risikere at glide fra hinanden. Det kan blive
smertefuldt, og gøre at foden belastes forkert. Og pludselig er der
startet en ond cirkel, der kan belaste resten af kroppen.
Det kan være svært at få sko på et sådant sæt krøllede tæer. Derfor er det en god ide, at åbne skoen så meget som muligt og lægge foden ned i skoen. Når barnet står og går, retter tæerne sig ud igen.
Fodens udvikling
Barnets fod er ikke skabt til at have sko på. Derfor lærer
barnet ikke hurtigere at gå, fordi det får sko på. Når barnet tager
sine første skridt bruger det hele foden til at holde balancen og
tæerne til at gribe med. Derfor lærer barnet lettest at gå uden
sko.
Muskulaturen i fødderne skal have mulighed for at udvikle sig
rigtigt. Så giv barnet lov til at gå så meget som muligt i strømper
og bare tæer.
Bar fod er bedst
Så længe, det er varmt nok til det, har den lille fod det allerbedst uden sko på. Så kan tæerne gribe og arbejde, når barnet går og udvikler sin balance. Foden tvinges til at bruge og udvikle sine muskler. Det giver på sigt en stærk fod, og kan modvirke at barnet bliver platfodet eller får en skæv akillessene.
Fodens støtte
Hælkappen er den del af skoen, der giver foden bedst støtte. Den
sikrer at foden holdes på plads og beskytter akillessenen. Samtidig
skal skosnuden være bred nok til at tæerne ikke klemmes.
Meget åbne sko er uegnede til børn under 3 år. Det kan f.eks. være
klipklappere og meget åbne sandaler. Helt små børn kan ikke styre
fødderne i helt åbne sko, og foden er derfor ubeskyttet.
Svangstøtte
Indtil barnet mister den lille fedtpude, der gør fodsålen flad,
er det ikke nødvendigt med svangstøtte i skoen. En lille
svangstøtte kan dog være med til at løfte foden lidt i skoen, så
tæerne hjælpes til at sprede sig helt ud i skoen.
Barnet skal ikke have høj svangstøtte, før det selv har udviklet
svangen i 2-3 års alderen.
Skoen skal - svangstøtte eller ej - være opbygget så fodens
muskler kan fungere optimalt. Derfor er fodformede sko bedst. Skoen
skal have lige inderside, så storetåen ikke presses, og der skal
være fast støtte i hælen. Sålen skal være bøjelig, så musklerne kan
arbejde uden at blive belastede.
Krævende fødder
Der er stor forskel på fødder, og de udvikler sig individuelt fra barn til barn. Nogle børn har brede fødder, andre har smalle. Men der er selvfølgelig også børn, der har særlige behov. Som enten har meget brede fødder eller meget høje ankler.
Tæerne kan have anderledes længde eller være vokset sammen. Hvis
det ikke er muligt at finde sko og støvler, der passer dit barn i
butikkerne, kan du opsøge en ortopædskomager, der kan fremstille
fodtøj til krævende fødder.
Mål foden
Sæt barnets fod på et stykke pap eller papir og tegn rundt om
foden. Klip skabelonen ud og tag den med, når du skal købe sko til
barnet. Nye sko skal være ca. 1,5 cm længere end foden. Tegn en ny
skabelon hver anden måned - så er du sikker på, at str. passer. Det
allerbedste er dog, at barnet er med i butikken, når I skal købe
skoene.
Husk at skoen ikke måler det samme indvendigt som udvendigt. Der kan være syninger og for i skoen, som tager plads. Det er med andre ord ikke en god idé kun at sætte sålen mod barnets fod.































