Sundhedsplejerskens hjørne er en samling spørgsmål om børnesko og børnefødder, stillet af forældre gennem tiden. Sundhedsplejersken, der har besvaret forældrenes spørgsmål, har mange års erfaring med at vejlede om børn i voksealderen, deres knoglers udvikling og kroppens behov for støtte, fra den spæde start til teenageårene.

 Søg

DE FØRSTE UDENDØRSSKO

Spørgsmål

Hej Susanne Jeg har et spørgsmål ang. min datter Frederikke på 13 mdr. Hun er så småt begyndt at gå selv, men helst op af al ting. Jeg tænkte på hvilke sko/støvler jeg skulle ud og købe til hende, da det jo er begyndt at være køligere og vådt udenfor. I dag har hun et par hvide sko med ruskindssål str. 18 men de trænger snart til udskiftning. Med venlig hilsen Katharina

Svar

Hej Katharina! Ja, så er tiden ved at være til at Frederikke skal have et par ”rigtige” babystøvler, så hun kan komme ud og ”stavre” rundt i al slags vejr! Det skal dog straks siges, at når hun blot leger indendørs, så skal hun af skoene, og blot have et par skridsikre strømpesko på. Så kan hun meget lettere brug sine tæer og kravle rundt uden at komme til skade – og tæerne kan uhindret vokse og udvikle sig rigtigt! Der er flere forskellige ting, du skal tænke på når du skal købe de først sko/støvler til hende. Først og fremmest skal der være god plads til tæerne i deres fulde bredde – elles hæmmes hun ganske betydeligt i sine bevægelser. Storetåen skal kunne pege lige frem og endelig ikke klemmes ind mod de andre tæer. Selve sålen skal være meget let bøjelig, elles hindres de naturlige fodbevægelser. Du skal kunne bøje sålen sammen mellem to fingre! Endelig skal skoen sidde godt på foden, en god hælstøtte og en god lukning. Skoen skal sidde fast så den ikke slubrer! Du skal beregne skoen til at være 1,5 cm. længere end den længste tå, så er der 1 cm til at vokse i. (småbørns fødder vokser hurtigt!) Vælg desuden skoene i et materiale, som fødderne kan ånde i, men som samtidig er nogenlunde vandtætte, så hun kan få lov at ”pjaske” lidt! Held og lykke! Med venlig hilsen Susanne